Bestyrelsen spørger til digital transformation. Men hvad mener de egentlig?

Når bestyrelsen spørger til digital transformation, er der ofte et øjebliks tavshed i direktionen. Årsagen er, at ingen helt ved, hvad der præcis spørges om.

Ordet digital transformation er blevet så slidt, at det kan betyde noget forskelligt for alle i rummet. For bestyrelsesformanden betyder det måske, at virksomheden skal komme i gang med AI. For et andet bestyrelsesmedlem betyder det den ERP-modernisering, så virksomheden er rustet til fremtiden. For CFO’en betyder det måske at gøre organisationen mere data-drevet. Og for CEO’en betyder det måske et bredere spørgsmål om, hvor virksomheden står om fem år.

Digital transformation er et ord, der spørger om alt og intet.

Tre forskellige samtaler

Under begrebet digital transformation gemmer der sig typisk tre forskellige samtaler, som fortjener hver deres opmærksomhed i både bestyrelse og direktion.

Den første handler om fundamentet. Hvordan hænger virksomhedens systemer, data, processer, kompetencer og governance sammen? Kan det bære det, virksomheden skal kunne de næste fem år? Et ERP-projekt eller en dataplatform hører til her. Det er ikke transformation. Det er at styrke det fundament, der bærer virksomheden.

Den anden handler om at få mere ud af det, der allerede er. Hvordan kan teknologi gøre det, virksomheden allerede gør markant bedre? Bedre beslutninger, hurtigere processer, stærkere kunderelationer. Traditionel AI, Generativ AI og AI-agenter hører til her. Det kan være enormt værdifuldt, og det kan flytte både top- og bundlinje. Men det ændrer ikke grundlæggende, hvad virksomheden er. Det er forstærkning, ikke transformation.

Den tredje handler om reel fornyelse. Fundamentale ændringer i, hvem virksomheden er. Det er det, ordet transformation burde være forbeholdt.

Alle tre samtaler er nødvendige.

Reel transformation har to ansigter

Når direktionen har den tredje samtale, den om reel fornyelse, er det værd at være opmærksom på, at transformation kan betyde to forskellige ting.

Den ene er den udadvendte. Nye forretningsmodeller, nye måder at skabe værdi på, nye kundeforhold, nye konkurrenter. Virksomheden tilbyder noget fundamentalt andet, end den gjorde før.

Den anden er den indadvendte. Samme value proposition, samme kunder, samme forretningsmodel, men en fundamentalt ny måde at operere på. En virksomhed, der går all-in på at blive AI-native genopfinder sig selv indefra. Beslutningsprocesser ændres. Organisation og kompetencer ændres. Hele den operationelle rygrad ændres. Kunden får måske stadig det samme produkt, men virksomheden bagved er en anden.

Begge er transformation. Den udadvendte transformation handler om mod til at ændre, hvad virksomheden tilbyder. Den indadvendte handler om mod til at ændre, hvordan virksomheden fungerer indefra.

Tre spørgsmål

Bestyrelsen, der spørger til digital transformation, mener sjældent transformation i ordets egentlige betydning. Den mener som regel noget andet og mere jordnært: Gør vi nok? Hænger det sammen? Er vi forberedt på det, der kommer?

Næste gang ordet digital transformation dukker op, kan direktionen stille tre spørgsmål, der gør samtalen mere præcis.

Handler det om de systemer, data, processer og kompetencer etc. der skal bære jer de næste år? Hvis ja, handler samtalen om at styrke fundamentet. Det er måske ikke det mest ophidsende af tale om, men det gør ikke samtalen mindre vigtig.

Handler det om at få mere ud af det, I allerede har? Hvis ja, handler det om at effektivisere, orkestrere kunderejsen bedre, implementere AI-agenter osv. Altså at anvende de muligheder teknologien giver til at udvikle forretningen.  

Eller handler det om at ændre, hvem vi er? Enten udadtil, ved at ændre hvad vi tilbyder og hvordan vi konkurrerer, eller indadtil, ved at ændre hvordan organisationen fungerer, beslutter osv. Det er transformation, og det er en anden samtale end de to første. Den kræver mere tid, mere mod og en anden type beslutning.

Det oversætter digital transformation det til de samtaler, virksomheden faktisk skal have.


Om forfatteren

Thomas Munksgaard er uvildig strategisk rådgiver med fokus på AI, ERP og digitalisering. Han hjælper direktioner med at forstå deres muligheder, træffe de rigtige valg og sætte retning. Uafhængigt af leverandører.

Thomas har arbejdet som managementkonsulent, leder og strategisk rådgiver i mere end 30 år. De seneste 16 år har hans fokus været på krydsfeltet mellem teknologi, strategi og forretning. Han har været en del af virksomheder som PA Consulting, Novo Nordisk og DXC Technology.

Scroll to Top